Mariane Josefsen leverer livsbekræftende historier fra Syrien
Fortæller Mariane Josefsen optræder den 2.5.2012 på Bjedstrup Skole med forestillingen “Kanel, kardemomme og kindkys” – fortællinger fra Syrien.
Syrien er ikke kun en krigshærget diktaturstat. Det er også et forunderligt sted med en masse varme, kærlige og imødekommende mennesker. Sådan har historiefortælleren Mariane Josefsen – alias Historiedamen – oplevet landet, der ellers mest når os som flimrende tv-billeder af død og ødelæggelse.
Hun har skabt forestillingen ”Kanel, kardemomme og kindkys” med afsæt i sine egne oplevelser i Syrien. Det er en sansemættet mosaik af små fortællinger, der tilsammen udgør et broget arabisk tæppe, som hun optræder med på Bjedstrup Skole.
Siden 2006 har Mariane Josefsen været i Syrien fire gange med støtte fra Det Danske Kulturinstitut i Damaskus, for at undervise skolebørn i historiefortælling. Sammen med en arabisk tolk har hun holdt workshops, hvor hun har lært de syriske børn at sætte fantasien i sving, digte deres egne historier og bruge nogle af den professionelle fortællers kneb.
– Min forestilling er gennemsyret af farverigdommen, kærligheden og den varme, man bliver modtaget med Syrien. Det er det, som har gjort mest indtryk på mig, og det er det, jeg gerne vil formidle, siger hun.
– Det er forfærdeligt, det der foregår i landet nu. Jeg er bekymret for landet og for de mennesker, jeg selv kender, men jeg synes det er vigtigt, at få et mere nuanceret billede af den arabiske verden og forstå, hvor meget folk Syrien ligner os selv. Det vil jeg gerne bidrag til.
Sted: Bjedstrup Skole, Bjedstrupvej 1, 8660 Skanderborg
Tid: Onsdag den 2.5.12 kl. 19.30.
Entre: 50 kr.