I 2015 ville Ole Lund Kirkegaard være blevet 75 år, og det fejrede Di Heslige Slønglers Klup i Skanderborg – bl.a. ved at invitere fortællere fra Ry Fortællekreds ud på alle kommunens skoler.
I anledning af Ole Lund Kirkegaards 75 års jubilæum tilbød Skanderborg Kommune gennem en hel uge af maj – uge 22 – et væld af “sløngelagtige” aktiviteter, især til børn. Et af dem var et tilbud til kommunens 3. og 4. klasser om at få en fortæller på besøg.
Otte fortællere fra Ry Fortællekreds besøgte derfor ni forskellige skoler i kommunen i jubilæumsugen midt i maj. Atten klasser var så heldige at få fortællerbesøg, og dermed fik rigtig mange børn oplevet den levende fortællings intensitet og nærvær.
I den 4. klasse på Gyvelskolen, som hørte Helle Erdmann og Helle Arnfred fortælle på skift, var der udelt begejstring: Her er hvad de sagde til deres lærer Iben Würtz:
“Helle og Helle var supergode til at fortælle! Det var en god idé at de fortalte skiftevis. Det blev mere spændende, man var hele tiden vågen, fordi de skiftedes til at fortælle.”
“Det var godt, at de ikke bare kiggede ned i en bog, men at de kunne huske det udenad. Deres måde at fortælle på gjorde, at man selv dannede billeder i hovedet. ”
“De havde overskud til at smile, mens de fortalte.”
“Det var nemt at leve sig ind i historien, fordi de fortalte så levende, og det var godt, at de nogle gange også lavede bevægelser til det, de fortalte.”
“Det var fedt, at de havde et tæppe med, når det nu var Hodja fra Pjort, de fortalte.”
Ole Lund Kirkegaard-style
Ole Lund Kirkegaard, der også var lærer, kunne selv tryllebinde sine elever med sine fascinerende fortællinger og fantasifulde sprog. Fortællerne fra Ry formåede at give børnene et kig ind i det særlige fantasifulde univers, som kendetegner hans forfatterskab, vurderer en af arrangørerne, bibliotekar Nanna Haubjerg.
“Di Heslige Slønglers Klup takker Ry Fortællekreds for rigtig godt samarbejde og for jeres fleksibilitet i forhold til koordineringen med skolerne. Tak for jeres bidrag,” siger hun.