Historiefortællerne fra Ry Fortællekreds disker op med masser af gode historier fredag den 3. maj i Svejstrup Gl. Præstegård.
Der er eventyr og barndomsfortællinger, Blixen og Bibelhistorier på programmet, når Ry Fortællekreds fredag den 3. maj slår dørene op for forårets åbne fortælleaften i Svejstrup Gl. Præstegård.
Fortællerne mødes en aften om måneden til fortælleværksted, hvor de hjælper hinanden med at finpudse deres historie. Værkstedsaftnerne er for medlemmer, men to gange om året holder kredsen åben fortælleaften, hvor alle interesserede, kan komme og lytte med.
”Vi vil gerne udbrede interessen for den mundtlige fortælling, for den kan noget helt andet end både teater og oplæsning. Når det er bedst, opstår der en særlig magi i mellem fortæller og publikum, som gør, at historierne aldrig bliver helt ens fra den ene gang til den anden. Det er svært at forklar – det skal opleves,” siger Helle Arnfred, som har været formand for fortællekredsen siden den blev stiftet i 2002.
Ry Fortællekreds er et af de mest veletablerede fortæller-netværk i Danmark og har i øjeblikket 23 aktive medlemmer, som kommer fra hele Østjylland.
Tid: Fredag den 3. maj 2013 kl. 19.30
Sted: Svejstrup Gl. Præstegård, Alkenvej 9, 8660 Skanderborg
Entre: 50 kr.